Intro
______________________________
Af feltpræst Christian
Den gamle redaktør
Jeg beklager meget, men det er endnu en gang undertegnede, den gamle redakteur, som er tilbage på pinden her i det hektiske redaktionssekretariat på VIKING NEWS, hvor det svirrer med deadlines akkompagneret af gamle telexmaskiner, der hakker nyheder ind fra Reuters og Ritzau med en kadence som et maskingevær, tilsat duften af sort sværte, cubanske cigarer, breakfast tea og gennemsvedte khakiskjorter. Eleven er sendt i charcuteriet Pilestræde efter et stykke med fransk paté og rå æggeblomme.
I den forgangne uge har jeg ikke været så meget hjemme her i lejren, fordi jeg har været på besøg i Feyzabad og faktisk nu igen sidder med det ene ben ude i den næste flyver videre til både et andet og endnu ét tredie fjernt sted i Afghanistan, hvor feltpræsten skal på besøg hos sine danske soldatermenigheder i diasporaen.
Der er som bekendt folk på leave for tiden, så vi må dække for hinanden på de forskellige arbejdsopgaver, og derfor er jeg nu stand-in i min gamle stilling og skal skrive om noget, som jeg ikke selv har oplevet og derfor ikke kender noget til. Det er som at anmelde en bog, man ikke har læst. Men, det gør ingenting. Her på redaktionen er vi folk af faget. Det drejer sig ikke om at beskrive virkeligheden. Vi skaber den selv.
Når man ser det hele lidt fra oven
Jeg er ikke den eneste, der flyver frem og tilbage mellem de danske enheder. Forsyning og vedligehold sender også folk ud på serviceringsopgaver i provinserne, så derfor kan jeg måske godt tillade mig til almen oplysning, at fortælle lidt om, hvordan sådan en taktisk flyvetur foregår.
Vi flyver med C 130 Hercules. En graciøs kolos med brede vinger og fire propelmotorer monteret på en krop af en langstrakt flodhest, som sine drægtige kapaciteter til trods bevæger sig yndefuldt, eftertænksomt i luften som i en ballet for dinosaurer.
Motorerne
startes i velovervejet ro og rækkefølge, den ene efter den
anden. Alle fire når op på samme omdrejningstal og de fire
toner falder ind i samme akkord og rytme. Flyet holdes på
bremserne mens propelbladene stilles på slæb. Tonearten
ændrer sig og får både lyd af dybt kontrapunkt og
diskantisk fløjt fra propelspidserne, da der gives fuld
gas, mens flyet endnu holdes på bremsen. Det ryster
energisk ned gennem flyet, og vingerne vrider sig i deres
skulderled højt på flykroppen.
Så slippes bremsen og flyet springer frem i et råt ryk, så
vi må holde fast i lærredsstropperne i sæderyggen. Efter et
overraskende kort løb frem ad banen mærker man den først
lidt tøvende og eftertænksomt stigende vinkel på flyets
akse, og så et dunk af hjulene der trækkes op. Så stiger vi
hårdt og kontant, og flyet laver en krap krængning til
venstre. Vi er oppe.
Lufthavnen i Feyzabad er en gammel russisk feltlufthavn,
bestående af en bane opbygget af sammenflettede, ruflede
jernplader, en vindpose og en bræddeskur som kontroltårn.
Vi krænger 180 grader rundt. Jeg kan høre hydraulikpumperne
hvæse da flaps bliver sat, hjulene går ned. Piloten siger
over højttaleren: ”Thirty
seconds!” – hvilket dog
ikke skal forstås som en venligt, smilende
servicemeddelelse, men mere som et: ”Hold
fast!” Og det gør vi
så.
Hjulene tager banen i et vræl, som suppleres af skramlende
lyde fra jernpladerne, der giver sig. I samme øjeblik
næsehjulet tager banen vendes bladene på alle propeller
modsat, så motorerne nu bremser for fuld kraft. Det rykker
og rusker gennem hele skroget. Både flyets og mit. Det var
derfor vi skulle holde fast!
”Så
gør vi sådan når vi vasker vort tøj…”
Der er sikkert
mange af vore trofaste og interesserede læsere, som har
tænkt på hvordan en så vigtig ting som tøjvask foregår her
i lejren.
Hver mand har en tøjpose med påsyet nummer. Den samler vi
vores vasketøj i, og når det er ved at være tid til vask
udfylder og afkrydser vi en lille ”smørrebrødsseddel” hvor
der står skrevet til vaskemanden, hvad vi har puttet i.
Sækkene med det snavsede tøj lægger vi i en særlig kasse
til den slags, og når så vaskemanden kommer for at hente og
bringe stiller Panser-Preben op med lister, hvor der
krydses af hvilke poser der går ud og hvilke der kommer
ind.
Det fungerer ganske perfekt. Tøjet er rent og ordentligt.
Skjorter, strømper og undertøj, alt er strøget og lagt
sammen, lige til at lægge duftende rent på plads i skabet.
Ja, der står strøget,
- ligesom i oldemors tid. Det bliver nok lidt svært at
vende sig fra, når vi kommer hjem.
Torsdagsklubben
Torsdag skete
der det, at hele styrken var ud af lejren på helt vildt
skarpe opgaver, som er så hemmelige at jeg næste ikke tør
tænke på det. Men sådan er det. De eneste, der var hjemme
for at passe på lejren, se efter vasketøj og passe
”Møghunden”, var Panser-Preben, Mormor, A. B. og Deres
hengivne.
Klokken 10.30 befaledes der kaffepause under parasollen,
med cream crackers og italienske chokoladekager. På
billedet man ser hvordan. Så kom de andre hjem, og så var
freden forbi. Det har vi dog ikke noget billede af.
Fredagsmenu
M. T. er fortsat den, der står for vores nye arrangement
med selvlavet fredagsfrokost. Det går rigtig fint. Det er
lækkert. Når vejret er til det, spiser vi på terrassen, når
det ikke er til det, vejret altså, spiser vi inden døre i
messen.
Det er en lidt omstændelig ting at være på indkøb til vore
egne madarrangementer. Noget skal købes ét sted til et
bestemt tidspunkt, hvis de altså har det, vi gerne vil ha´,
og andet skal købes / lånes et andet sted, efter det er
bestilt højtideligt én dag og så hentes om fredagen kl.
09.00 efter ligeledes højtidelig aftale. Og endelig er der
specielle ting, f. eks. æg, som vi har lavet en låneaftale
med vore svenske granner om.
Men på et eller andet tidspunkt er alle brikkerne faldet på
plads og det bliver fredag middag og der er frokost i
vikingelandsbyen. Der er selvfølgelig ting, som er
uopnåelige her under feltforhold, men det er vilkårene. Dog
kan man en gang imellem vågne med et ryk om natten, når man
har drømt om det man savner. Røget sild; gammel ost med
fedt, sky, løg og karse; lune stegte ål; kolibripostej og
portvinsbraiserede kalvebrisler.
Fredag aften var det vores KVO (kontakt- og velfærdsofficer
og regnskabsfører) Klein, som stod for den hjemmelavede
lasagne. Det var meget delikat, selv om vi ikke havde så
meget tomatketchup til kødsovsen, ingen ost og lidt
forkerte krydderier. Men det kompenseredes der for med 10
ekstra fed hvidløg. Man skal jo ikke lade sig slå ud.
Bingo
banko!
Fredag aften afholdtes der bankospil til fordel for
hjemsendelsesfesten. Spillepladerne var hjemmekonstruerede
på computer, med det resultat, at der var en forholdsvis
stor del af spillerne, som havde identiske plader. Det gav
nogle lidt hektiske bankomeldinger af sig, og så måtte 3 –
4 vindere rafle om, hvem der var den retmæssige vinder.
A.B. havde været på præmieindkøb i basaren. Der var lidt
silketørklæder, vingummibamser og en gratis sodavand på
gevinstbordet. Det gik fredeligt og roligt, og forsamlingen
opløstes i god ro og orden kl. 22.34.
Og sådan gik så den del af ugen, som jeg så noget til, og
resten overlades hermed til fantasien.