Uge 3 – 2006 - DANELM ISAF 9 - Kabul

Hele ugen alene

Vore forgængere fra hold 8 har nu forladt missionsområdet.
Vi på hold 9 er så alene i CAMP VIKING og har taget over på alle poster.
_______________________________________________________________

Af feltpræst Christian

I sne står urt og busk i skjul

Så kom sneen. Ganske stille og roligt. Ingen snestorm med høje driver, ingen hektiske og stakåndede trafikmeldinger med stormomsuste journalister på tv on location. Sneen kom bare som god gammeldags sne skal komme, dalende i stor hvide flager, der lagde sig som et klæde ud over hele lejren og Kabul. Dækkede nænsomt de brune, mudrede veje og de skærvefyldte huller.

Men føret blev vanskeligere, og vi måtte passe på, når vi var på opgaver udenfor lejren. Det gik alt sammen fint. Ingen uheld, så vores køretekniske standard var i orden og klar til at møde denne første udfordring fra vejrliget.

Letter tågen?

Men solen ville også sit, og når den brød igennem i morgenstunden dannedes tågebanker i hele dalen omkring Kabul. Smukt så det ud, og normalt ville man have nydt denne fortættede stemning af mathed og ro over landskabet, hvis ikke lige det havde været for dem, som gerne ville med en flyver hjem tirsdag d.17.

Hele hold 8 skulede mod himlen de sidste dage og regnede på, om sneen nu kunne nå at smelte så meget, at lufthavnens baner kunne beflyves uden at maskinerne rutschede af. Hver gang man kunne høre antydningen af en flymotor ude i tågerne, blev det tolket som et sikkert tegn på, at det gik den rigtige vej.

Vi fra hold 9 drillede dem selvfølgelig med, at det nok ikke blev til noget med et fly, og de nok måtte belave sig på mindst en uge mere i lejren. På den anden side var drilleriet heller ikke helt oprigtigt, for vi ville også gerne af med hold 8. Ikke fordi vi ikke kunne lide dem, men fordi vi tørstede efter at blive os selv og tage endegyldigt over.

Up and away

Og så kom den længe ventede morgen og rejsedagen. Tågen var væk, solen bragede løs, og der var masser af fly i luften, så alle åndede lettet op.

Vi sagde farvel på Holländer Platz her lige bag vores lejr. De tyske panserkøretøjer – igen Fuchs – kom kørende ind på pladsen som små buttede dinosaurer med brede kantede næb. Dampen fra udstødningen fortættedes i små søjler mod himlen. Nattefrosten sad endnu i de tykke panserplader.

Men humøret var højt og en masse varm ånde blev udvekslet til farvel. Så sad de op. Dørene blev solidt lukket, og kolonnen sneglede sig af sted ud mod hovedvagten med MP-bilen forrest. Til KAIA, op i Freebirden og af sted opad over bjergene forude, hjem til Danmark. Vi kunne hverken se eller høre flyet lette her fra lejren. Men vi regner med at hold 8 kom med. Vi har i hvert fald ikke set noget til dem siden.

Strandet i KAIA (KABUL INTERNATIONAL AIRPORT)

Ved rotationen denne gang var de sidste soldater til Feyzabad ikke så heldige med vejret, som deres kolleger fra rotationen d. 9. Feyzabad-området var bogstavelig talt lukket inde i sne, så der kunne ikke gennemføres flyvninger dertil.

Så måtte de kære soldater væbne sig med tålmodighed i KAIA og vente på at vejret blev bedre. Det gjorde det i lørdags d. 21. og så kom de endelig af sted.

Nye opgaver

Som vi skrev i ugebrevet for sidste uge er vi her i Kabul blevet til DANELM. Det betyder, at vores opgave nu er ændret. Vi skal her fra Kabul være logistisk støtte for de danske enheder i Feyzabad, Chaghcharan og Mazar E Sharif.

Vi skal sørge for, at de får de ”stumper” de skal bruge, så de kan gennemføre deres opgaver med at yde regional støtte til genopbygning af Afghanistans sikkerhed, og gennemføre civil-militære samarbejdsopgaver (CIMIC).

I vores militære sprogbrug danner vi nogle særlige udtryk og vendinger, som måske kræver en forklaring for ikke indviede. Det udstyr, udrustning, som soldaten bærer på sig, kalder vi for ”gear”. Det udtales som på dansk, når vi taler om det der, vi rører rundt i med gearstangen, når vi køre bil. ”Stumper” derimod er alt det andet, forsyningsgenstande. Og jeg skal lige hilse og sige, at det ikke er alt af den slags, som bare er stumper. Det er somme tider tunge sager, der er tale om. For tiden har vores forsynere, Preben og B.B. rigtig travlt med at skaffe og fordele en masse stumper.

Sherifferne i Kabul

Vi har også et par rigtige strissere (MP-millitærpoliti) her i vores lille vikingelandsby. De hedder Calle og Lasse. Den ene er Vendelbo og den anden Sønderjyde. Vi har luret på, om vi kunne finde et godt kælenavn til dem. Den ene hedder Due til efternavn, og hvis den anden så bare havde heddet Høg, så havde det ligesom givet mening. Men hvis ikke vi finder på noget, så ender de nok med, at blive til Kling og Klang lige som i historien om Pipi Langstrømpe.

De kører dog ikke på veteranmotorcykel med sidevogn. De har en rigtig lækker Toyota at køre rundt i, og de her rigtig mange spændende stumper med i bilen. Her den anden dag fik de sendt en vigtig ”stump” fra Danmark: Et rigtigt sæt blå politilamper til at montere på taget, som kan snurre rundt – lamperne altså.. De blev meget glade for gaven og modtog denne for strissere meget vigtige ”stump” – uden at blinke!

Og så ommøblerede de også lige deres MP-station, nu hvor de var i gang, og da de var færdige bød de alle i lejren til Station-Warming med kaffe og italiensk kage. Nu mangler de så bare lige en træbom udenfor stationen, hvor de kan tøjre politibilen, når de kommer hjem til Stationen som rigtige sheriffer.

De er for øvrigt nogle rigtig flinke strissere, for de fortæller os om de ting, som vi ikke må gøre, lige inden vi måske gør det, og på den måde undgår vi at gøre noget forkert. Det er bare go´ MP humor!

På skydebanen

Men vi skal også holde vores soldaterhåndværk ved lige. Vi skulle fredag ud på en af ANA´s (Afghanistan National Army) skydebaner i bjergene omkring Kabul for at kontrolskyde vore våben. Det blev en meget flot tur ud i det snedækkede bjerglandskab. Der var lang vej at køre. Det er store afstande vi taler om, og ofte dårlige veje.

Og vi kan godt hilse at sige, at de der synes, at Harzen er bjerge, eller for den sags skyld de europæiske alper, skal bare lige vide, at det centralasiatiske bjerglandskab er ufatteligt og ubeskriveligt stort og får alt andet til at ligne noget, der er krympet i vask.

Da vi ankom til skydebanen forsvandt den skarpe morgenkulde og solens kælne stråler gjorde os varme. Skydningerne gik godt. Der var ikke meget, der skulle rettes. Fem skud indenfor et område på størrelse med en tændstikæske på 100 m. Sådan!

Nogle hyrdedrenge drev geder hen over bjergskråningerne, og fire ravne trak eftertænksomt hen over os og kommenterede hvad de så med deres gryntende stemmer, grååk, grååk.

Hilsen fra Afghanistan til Prins Christians dåb

Selv om vi er meget langt væk hjemmefra, så følger vi selvfølgelig med i alle de vigtige begivenheder i Danmark. I forbindelse med Kronprinseparrets dåb af deres Søn sendte vi også her fra de danske enheder i Afghanistan et lykønskningstelegram.

I det omfang tjenesten tillod det fulgte vi med i tv-transmissionen fra Christiansborg slotskirke, da Prins Christian Valdemar Henri John blev døbt. Det var en glædelig begivenhed, som vi alle nød at kunne følge med i.

Men hvor bliver den slags reportager dog efterhånden pakket ind i overvældende mængder af journalistisk selvsving af ligegyldigheder. En astrolog, - som ellers ikke lagde horoskoper for børn -, gjorde dog alligevel i denne særlige anledning en undtagelse, og begrundede sit holdningsskifte med at: ”.. børn er jo også en slags mennesker..” Ups! - Det må da næsten allerede nu kunne kåres som en af det unge nye århundredes mest opstyltede fortalelser. – ”Lad de små børn komme til mig!”

Den slags skal dog ikke afholde os fra at bevare fokus på det væsentlige og glæde os på den unge kongelige families vegne.

Velfærd

Og så var der igen middag i ”Restaurant Freja” fredag aften. Denne gang stod menuen på stegt flæsk med persillesovs, - efter utallige opfordringer. Det er måske ikke en helt politisk korrekt middag, men vi vil forsvare os med, at vi har brug for lidt kraftig vintermad her i kulden.

Det var ikke så vellykket som sidst. Flæsket var godt nok. De forkogte kartofler nogenlunde, men det er svært at lave en stor portion god sovs uden en ordentlig fond i bunden, og når persillen er noget underligt frysetørret noget, som smager af græs, så knækker filmen altså. Men køkkenholdet kommer stærkt tilbage næste fredag.

Slut herfra