Uge 2 - 2006 - DANELM ISAF 9 - Kabul

Så roterer vi.
______________________________

Af feltpræst Christian


Det var en meget vellykket rotation d. 9. januar. Alt klappede uden ventetid eller rejseærgrelser. Efter afskeden med familie og venner lettede vi fra Kastrup og forsvandt ud i mørket mod syd øst. Tre timer senere gled vi ind over Bosporusstrædet og landede i Istanbul. Landingshjulene gav et kort skrig mod asfalten, som en hund der får trådt på sin pote. Ude af Europa var vi, ude på kanten af Mellemøsten, - i det gamle Byzans og Constantinopel.

Fri som fuglen.

Efter mellemlandingen fløj vi fuldtankede videre med luftfartsselskabet Freebird mod vores bestemmelsessted, Kabul. Klokken var ved at være 02.30 dansk tid, så vi var alle lidt trætte nu. De fleste af os faldt i søvn straks efter starten. Men de meget venlige stewardesser havde andre planer med os. Vi blev alle som én efter tur vækket af spørgsmålet: ”Would You like some breakfast sir?” Klokken tre, - om morgenen!

Når man bliver stillet et spørgsmål, som lægger op til et ja eller nej, forventer man også at skulle afgive et tilsvarende klart svar. Men inden vi fik os besindet, havde stewardesserne resolut smækket morgenmaden ned på de små borde foran os.

Sådan, næste! ”Would You like some breakfast sir?” Det lød som en god gammel, myndig afdelingssygeplejerske, der stak termometeret frem til patienterne ved morgenvækningen på lazarettet med et militærisk og bestemt: God morgen! Har vi sovet godt?

Men, hva´ skidt, vi er jo soldater. Der skal mere til at slå os ud end at får serveret morgenmad til natmad.

I østen stiger solen op.

Endelig fik vi sovet lidt. Lyset var blevet hensynsfuldt dæmpet i kabinen, og personalet faldt til ro bag ved forhænget. Men så kom solen. Vi fløj lige ind i den. Vi fløj stik øst, og det er ganske rigtig. Det er her ude solen står op og ”spreder guld på sky”, som den har med sig til Danmark tre en halv time senere, når fædrelandet vågner.

Over alle bjerge.

For første gang på turen kunne vi nu se land neden under os. Vi fløj tværs hen over Hindu Kush, den gigantiske bjergkæde, som løber ud mod vest fra Himalayas himmelbjerge og massiver. Alt var dækket af tindrende klar sne. Dale og kløfter lå som rynker og furer i gråblå varianter af hvidt. Det lignede forstenede, frosne foldninger af hjernemasse som urtidens kæmper i et titanisk slagsmål må have kløvet ud af hovedskallerne på hinanden. Nu lå det alt sammen helt stille under os, som om det stadig, disse mange millioner år senere, tænkte over, hvad der skete den gang.

Kabul

Byen ligger nede på en stor højslette for foden af bjergene, malet i jordfarver af brunt, okker og svedengult. Inden vi nåede at få set os om var vi sikkert nede i Kabul International Airport (KAIA). Det var strålende klart vejr. Vindstille og let frost. Det bedste vejr i lange tider, forsikrede Hold 8 os om, da de tog imod os ved flyet.

Og nu gik det stærkt igen. Det gode vejr skulle udnyttes, og vore kammerater, som skulle videre til Feyzabad, Chaghcharan og Mazar E Sharif, kom hurtigt videre med ventende fly. I løbet af en time var vi spredt for alle vinde, og vi fra ISAF var klar til at køre til vores lejr, CAMP VIKING.

Vi blev transporteret i tyske feltkøretøjer. Vi blev stuvet godt sammen, mere eller mindre oven på vores bagage. Der var kun nogle små glughuller i køretøjet, så det var ikke meget indtryk vi fik af Kabul på køreturen til lejren, CAMP WAREHOUSE. Men vi håber, at vi kan komme til at se os lidt om på et senere tidspunkt.

Vikingerne rykker ind.

Vores lejr CAMP VIKING er kun en lille prik i den store multinationale lejr, CAMP WAREHOUSE. Mere end 25 nationer er repræsenteret her i lejren, som ledes af det tyske kontingent. Det er et ganske stort lejrområde på adskillige hektarer. Det tager lidt tid, inden man får sig orienteret. Men et stort vandtårn er et godt pejlemærke for, hvor vi bor.

Hold 8 havde gjort alt klart til os, så vi kunne flytte ind i vores beboelsescontainere, som kaldes en FAB. Vi har pakket ud, lagt på hylder og gjort det så hjemligt og hyggeligt som muligt. Hold 8 er flyttet i telte. De har pakket alt deres grej sammen og er på vej hjemover. Færdig på arbejde!

I CAMP VIKING har vi et fint messeområde med tilstødende biograf. Ved siden af er vores velfærdsområde med tv, telefoner og internetforbindelser, så vi kan følge lidt med i, hvad der foregår der hjemme, og vi kan ringe og maile til hinanden. Det fungerer rigtig fint. Udenfor er der et fint terrasseområde, Valhal, hvor man lige kan snuppe sig en kop kaffe, nyde det dejlige vejr, og her skal vi grille, til sin tid, når der kommer lidt mere varme i luften.

Ka´ vi så komme til!

Vi er ivrige efter at komme i gang og overtage kommandoen. Efter at den praktiske overdragelse af grej og bureaukrati var afsluttet, holdt vi lørdag d. 14. den officielle kommandooverdragelse fra Hold 8 til Hold 9. Nu er det os, der bestemmer. Det er godt at komme i gang med alt det, vi har forberedt os på under uddannelsen i Varde.

Efter at vi har overtaget kommandoen hedder vi ikke længere DANCON (Dansk kontingent), men DANELM (Dansk element). Det har alt sammen noget at gøre med forskellige omstruktureringer, men det skal jeg ikke trætte med her. Det korte af det lange er, at I ikke skal blive forskrækkede over dette navneskifte. Det er stadig os, der er her ude i Kabul.

Uden mad og drikke.

Vi spiser vore måltider i det tyske feltkøkken. Spisesalen er på størrelse med en middelstor idrætshal. Her rækkes der et ukendt antal tusinde portioner mad over disken fra morgen til aften. Den tyske madkultur vækker ingen begejstring blandt de fleste vikinger, hverken før vi kom, eller da vi kom. Måske er det bare en lille smule uretfærdigt overfor den lidt kraftige, tyske madkultur. Hvor raffineret kan det være til tusindvis af mennesker tre gange om dagen - 365 dage om året?

Men som alternativ kan vi gå hen til italienerne og spise aftensmad, i deres feltkøkken. Så nu har vi fået os nye gode venner fra syden. Italienerne laver let og farverig mad fyldt med velduftende drømme om Toscana, Firenze, Trastevere og Piazza del Popolo. ”Jag längtar till Italien” End ikke besindige vikinger kan modstå en sådan sydlandsk charme. Bene co´si! Basta!

I frikadellebunkeren.

Men om fredagen er vi lidt på den, for der er den tyske messe lukket på grund af rengøring. Vi kan få vores morgenmad, men så er det også slut for den dag. Vi kan så, som et plaster på maven, få udleveret en tysk feltration! Dette skrækscenarie har derfor drevet os, og holdene før os, til resolut handling.

Vi laver vores gør det selv menu hver fredag aften. I fredags var det os på Hold 9, der stod for middagen for første gang, og det var så samtidig en afskedsmiddag for Hold 8. Vi fik helstegt svinemørbrad i basilikum med dampede grøntsager og pommes de Lyon. Vi har givet vores restaurant navnet: ”Restaurant Freja”, for nu at blive i den nordiske terminologi, som allerede præger lejren.

Køkkenholdet består af Camilla, Bjarne, Jesper, Martin samt undertegnede FPR. Det er et ganske fortræffeligt lille frikadellesnedkeri vi har her i lejren, med godt køkkengrej, så her arbejder vi altså hver fredag.

På svensk visit

Og så havde svenskerne såmænd den broderfolkelige venlighed, de bor lige her hinsidan vores lejr, at invitere os til svenske vafler søndag kl. 3. Så de er også vores venner nu. De smager godt, sådan nogle vafler, og vi hyggede os gevaldigt. Og så var der flødeskum og hjortronsylt til vaflerne. Hjortron er multebær. De vokser kun højt mod nord i Skandinavien ude i fjeldmoser og enge. De ligner honninggule hindbær. Det er en rigtig lækkerbisken for elgen, som nipper de fine bær med sin store bløde mule. Det gør soldater også.
Måske skulle vi også invitere vort svenske broderfolk over til os på genvisit, til et rigtigt pandekage-kalas, så vi også kan blive deres venner.

Første gudstjeneste

Og så gik den første uge næsten til ende, og på den første dag i en ny uge holdt vi gudstjeneste for første gang på Hold 9, i ”den spanske kirke”, som den portugisiske præst står for, og som vi gerne må låne til vores gudstjenester.

Det er en ganske fin lille feltkirke, som vi nemt kan finde ud af at låne af hinanden, selv om portugiserne er katolikker og vi er evangelisk lutherske. Det er endnu lidt koldt, så søndag morgen måtte vi flytte nogle radiatorer ned i kirken, så den kunne blive lidt lun til senere på dagen.

Vi nåede lige at synge det nye år ind med lidt forsinkelse, ”Vær velkommen Herrens år”, og runde julen af og begynde hellig tre kongers tiden med ”Dejlig er den himmel blå.” Nu har vi også styr på kirkeåret, så nu ”udgår fra øst” hos os ”en himmelsk glans på jord”.

Det var så lidt af, hvad vi kunne berette fra den første uge, der nu er gået her i Afghanistan. Vi melder os igen næste uge med flere historier og beretninger fra vikingernes liv, gerninger og ledingsfærd ude i den store globale virkelighed.

Ja, det var så det for denne gang.

Hilsen fra os alle i Kabul