E = mc2
Johannes 15. 26 – 16. 4
I dette Herrens År 2005 kan vi fejre ét hundrede års
jubilæet for Albert Einsteins formulering af sin matematisk
fysiske opdagelse om energiens beskrivelse.
Energi er herefter ikke til at
spøge med. Det er en enorm kraft med potentiale og
udladninger i sig, som atomkraften i virkeligheden kun er
en ubetydelig metafor for.
Energien
E er lig med massen
m multipliceret med lysets
absolutte udbredelseshastrighed i vacuum
C – og det endda i 2.
potens. Det er universelt ultimative kræfter, vi taler om,
når lyset udbreder sig med 300.000 km i sekundet.
Det er det, verden bliver til af, når Gud skaber, og siger,
at der skal blive lys.
Det var et brag af et Ord, der kunne høres.
Relativitet
Einsteins opdagelse om energien er også blevet kaldt for
relativitets-teorien. Mange har troet, at det betyder,
at ”alt er
relativt” – altså at der er en
blanding af noget ubestemmeligt, variabelt og tilfældigt
over tilværelsen, hvilket dybest set gør livet upålideligt
og derfor ligegyldigt. Man kan jo gøre, hvad man vil og
selv finder for bedst, når alt er relativt.
Men, det kan næsten ikke udtrykkes mere forkert.
Relativiteten betyder ikke, at alt er relativt, men derimod
at alt, hvad der findes, indgår i relationer
til hinanden,
deltager i et totalt samspil. Alt – alt indgår i
relationer – alt undtagen én ting: Lysets udbredelse.
Lyset er sig selv. Lyset er suverænt. Lyset er uden
relation til andet end sig selv.
Hvordan mon Johannes har fået fat i alt det, da han i sin
tid lægger kølen til sit evangelium, og siger, at Ordet var
Gud og alt blev til i et Ord, som var liv og menneskers
lys? Et lys, som skinner i mørket med en sådan energi, at
mørket ikke når at opfatte, hvad der er sket, før lysår
efter, at det er for sent.
Relativisme
Alt dette med at ”alt er relativt”, denne
misforståelse, har ført til noget ganske andet end
relativitetens dynamiske eller konstante relationer mellem
alt, hvad der er til.
Det
blev til relativisme!
Her begyndte mennesket og den skabte livsverden at blive
fremmede for hinanden. Ordet,
frem for noget, begyndte man at tvivle på. Ord kunne jo
betyde så meget, og dermed i virkeligheden ingenting, og
dermed begyndte tilværelsen at blive upålidelig – men
når bare den fungerede efter fornuftens og rationalitetens
planlægning, så kunne man godt leve med den snigende
udhuling af udsagn om noget så uhåndterligt som livets
mening – eller rettere livets relationer. Frem for
alt dem mellem Gud og menneske og mellem medmenneske og
medmenneske.
Sandheden blev moralsk neutral i forhold til sin praktiske
og politiske gennemførlighed. Det ønskværdige blev sandhed,
og enhver form for uønsket sandfærdighed blev usand;
for hvad er
sandhed?
Ordets energi
Johannes formulerer imidlertid
for længe siden sin evangeliske teori om
Ordets magt. Skal vi sige for 1900 år
siden, så er det også en slags jubilæum. Og
Ordet
er overvældende,
fordi det for Johannes simpelthen er identisk med den Gud,
som udtaler det. Og ikke mindre overvældende bliver det, da
det selv samme Ord bliver menneskeligt.
Ordet er Guds kraft til at skabe verden og alt, hvad
der er
til, og
Ordet er Guds magt til i sin elskede men korsfæstede Søn at
frelse den hele fortabte verden, som er ved at
gå
til i
sin egen menneskelige og religiøs verdensforvaltning.
Men, det skal blive til endnu mere af det samme, når det
viser sig, at Ordet
ikke kan begraves
og undertrykkes – forhindres i at udtale sin magt
over alt, hvad der er både levende og dødt - og derfor
opstår det, Ordet,
med Kristus fra de
døde.
Og minsandten om ikke det skal vise sig, at det slet ingen
ende vil tage med det der Ord,
som til sidst
springer mennesker i munden og brænder som ild af alt det,
som er Ånd og Sandhed. Alt det som var og er Guds eget, men
som vi nu skal forstå, at Gud vil dele med os. Ord for ord
og ord til andet.
Dette Ord
er marven i
Johannes Evangeliet. Det er med fra begyndelsen, hele vejen
igennem, og ved vejens ende er det Ordet
som i al evighed er
vejen frem.
Og så det allermest mærkelige, som er Johannes Evangekiets
forunderlige evangeliske gåde: At dette mægtige guddomsord
– skal være så almindeligt blandt os mennesker, som
vore egne almindelig ord og vore sprog er i vore egne
almindelige menneskemunde.
Og Ordet blev
Ånd
Det
er dette Johannes skriver om for at fortælle, hvordan Jesus
forbereder sine disciple og al efterfølgende kristenhed på
den nye tid i den række af afskedstaler Han holder for dem.
Alt skal stadig være at søge og finde i Ordet,
som nu skal være et direkte ord og en direkte tale mellem
Gud og menneske.
Hvad skal det dog alt sammen blive til, når Ordet ikke mere
er kød og Jesus selv ikke mere er iblandt os, så Han kan
klare alt for os, og vi derfor kan være sikre på, at vi
ikke forfejler vores liv.
Ja,
hvad skal det blive til med os? Det skal blive til Ånd. Det
skal blive så helligt, som Guds Ånd er Helligånd, og det
skal blive så almindeligt som vores ånd er menneskelig.
Ja, hvad skal det dog blive til? Det skal blive til
en hellig,
almindelig
kirke, hvor vi
forsamles til Ordets
gudstjeneste, hvor
alt det vi hører skal blive til det vi siger – og det
skal blive sandt når vi gør det, med Guds Ord i vore ord.
Så sagt med min frimodige
fortolkning af evangelisten Johannes uendelige optagethed
af Ordets magt, som var i begyndelsen, skaber alt, elsker
og fornyer alt, og genskaber alt i den Ånd og Sandhed som
altid var Ordets lys, -det betyder:
At
det eneste i alt det, der er til, som ikke er relativt, er
ordets udbredelse i ånd.
Så er det
sagt
Kunne Johannes ikke have sagt det lidt mere let
tilgængeligt. Hvorfor skulle han knudre sig igennem
formuleringer, som volder os hovedbrud. Det dur jo ikke i
rationalitetens verden, at vi skal tænke og bruge kostbar
ueffektiv tid, uden at være sikre på, at nå frem til enkle
og glatte resultater.
Jo, det kunne han vel nok, Johannes. Men han gjorde det
ikke, og så må vi i vores kristne tro træffe den
beslutning, om vi gider noget eller vi ikke gider. Om vi
vil søge og finde relationer,
eller om vi vil
nøjes med det, der lever fedt men koldt af relativismens
smertefrie lethed.
Den afgørelse slipper vi aldrig udenom. Vi kan slippe
udenom en tid. Vi kan slippe udenom i lang tid, måske al
tid – men ikke i al evighed. Og støder vi fra tid til
anden hovedet imod Johannes Evangeliet, så risikerer vi, at
blive ramt af det som både Faderen og Sønnen og Helligånden
bliver evigt ved med at påstå, at det drejer sig om: at et
menneske og ethvert menneskeligt fællesskab skal blive
sandt menneskeligt.
For det at være menneske er ikke hvad som helst, eller både
det ene og det andet, eller hælden teologisk selvsikkert
tidevand ud af ørerne. Det er et forhold og en levende
relation mellem Gud og menneske – som vi nu har Guds
Ord for, er Sandhed og har livet for sig i al evighed.
Det var det. Ordet.
Christian Ulrich Terp,
Slesvig