Gode
undskyldninger – i mangel af bedre.
2.
søndag efter Trinitatis; Lukas 14. 16-24
Festen
Thomas Vinterbergs film, Festen, var en klar påmindelse om,
at ikke alle fester er lige festlige. Bag den hjertelige
indbydelse og alt det familiære gemmer der sig dæmoniske
kræfter, som under festen udløses i al deres vildskab.
Det er egentlig ikke fordi, der på nogen måde er lagt op
til det; men der er noget, som presser på, og som ikke mere
kan være usagt og derfor nu kommer til orde i hele sin
afslørende pinagtighed.
Den faderlige patriark indbyder sine børn, svigerbørn og
familie til sin 6o-årsdag, hvor han selvfølgelig skal
fejres nu på sit livs højdepunkt. Men festtalen til
fødselaren, udblikket over hans liv og gerninger og
personlige forhold, slipper den ene hudløse sandhed løs
efter den anden. For flere af gæsterne betyder det noget i
retning af et familiært og personligt sammenbrud, men for
en enkelts vedkommende antydes en forløsning og en ny
begyndelse.
Måske kunne festen også have fået et helt andet forløb. Der
var to taler at vælge i mellem for fødselaren. En grøn og
en gul. Han valgte den grønne – et interessant valg
– og kun den tale blev holdt. Mon den anden havde
givet et helt andet forløb? Vi ved det ikke. Måske var
begge taler i virkeligheden identiske, for der var ingen
vej udenom det vulkanudbrud, som havde været under vejs så
længe og nu ikke mere kunne holdes tilbage.
Indbydelse
De fleste har sikkert oplevet ikke rigtig at have lyst til
at gå til en fest, men gør det alligevel – for skams
skyld – og så bliver det alligevel en fantastisk
fest. Andre gange går det modsat. En fest, man har glædet
sig til, ender i den rene kedsommelighed.
I begge tilfælde er det i realiteten en selv, som er en
afgørende faktor. Man går ikke til fest for at lade sig
passivt ”be-feste”. Man må selv bringe sin egen
andel af festen med. Det er det stof fester bliver til af.
Det kommer an på ens eget bidrag og mødet med de andres.
Det er det, der er festens betingelser.
Man
kan aldrig vide på forhånd, hvad der sker, og hvad der
kommer ud af det. Helt ufarligt er det heller ikke, selv om
det nok er de færreste fester – trods alt – der
direkte eksploderer i åbenhjertigheder.
Derfor foreligger der jo også den mulighed at melde afbud.
Fordi man ikke har lyst, fordi man ikke gider – eller
fordi man har noget andet for, som skulle være mere
spændende.
Afbud
Festerne i det nye testamente forløber ikke uden videre,
som de var tænkt og som der var blevet indbudt til dem.
Brylluppet i Kana er ved at
falde fra hinanden og gå helt i stå af mangel på vin, men
bliver reddet i en sådan grad at det sidste bliver bedre
end det første.
Storebror vil ikke gå med ind til festen, da hans fortabte
lillebror vender hjem fra sit mislykkede
livsstilseksperiment, og så minsandten oven i købet bliver
fejret med slagtet fedekalv, sang og dans ved sin
hjemkomst.
Middagsselskabet i Betania, hvor en kvinde trænger sig ind
på Jesus med sin kostbare nardussalve og holder pinlig
begravelsesleg med Ham.
Det sidste måltid mellem Jesus og disciplene er dybt
anfægtet af et forræderi, som er i gang hos Judas og det
svigt, som alle de andre også skal gøre sig skyldige i
inden aftenen er til ende.
Og lignelsen om kongesønnens bryllup hos Matthæus har samme
tema og ender på samme måde som lignelsen nu og her hos
Lukas om det store festmåltid.
Fester er altså ikke bare let og overkommelig festlighed.
Der sker noget ved fester. Noget man gerne vil være part i
eller noget man helst vil undgå. Hvis det er det sidste,
det drejer sig om, så er det bare med at få fundet
undskyldningerne for et afbud frem.
Lukas
Der er åbenbart altid noget, som står festen imod. Enten
vil man være med eller også vil man ikke, og så er der
selvfølgelig det med at være indbudt eller uindbudt,
velkommen eller uvelkommen.
Hos Lukas har indbydelsen været ude længe. Den tidligste
indbydelse nogen sinde. Den har altid været der og stod
skrevet side op og side ned i det gamle testamente. Nu er
tiden inde til at komme. Alt er rede. Værsgo at gå til
bords!
Det er mere end tydeligt, at det er den gamle pagts folk,
israelitterne, Lukas er ude med riven efter. Desværre, når
man tænker på, hvor megen religiøs racisme der kom ud af
det i kristnes forhold til jøderne. Hvor berettiget opgøret
mellem det gamle og det nye end måtte have været for Lukas
og hans kristne samtid, så er den konfrontationstanke
ubrugelig i dag. Det er ikke den tale, der skal holdes,
hvis den overhovedet skulle have været holdt nogen sinde.
Den tale, der skal holdes nu og høres i lignelsen er
selvfølgelig en tale der rammer os, nutidens tilhørere lige
så hårdt, som Lukas forestillede sig at hans lignelse ramte
jøderne. De havde ikke kendt deres besøgelsestid. De havde
ikke taget imod indbydelsen. De var nu en stor dårlig
undskyldning for sig selv. Men nu var det så det nye
guds-folks tur – de kristnes tur – til at blive
budt til fest.
Derfor skal talen – prædiken – nu holdes midt
inde i vort eget kirkerum og egen etablerede fest for
kristendommen, midt i det lille danske guds-folks lyksalige
folkekirkelighed. Det var os, der blev de nye og bedre
indbudte. Og det har vi været i tusinde år. Hvor var det
godt vi kom! Hvor er det godt vi er her! Tusind år stod
Kristi kirke! Kirken den er et gammelt hus!
Derfor
er det selvfølgelig også her hos os selv, ganske konkret,
at spørgsmålet skal stilles og afgørelsen falde, om
indbydelse møder afbud. Og hvis det sidste er tilfældet, så
er det vel stadig sådan, at indbydelsen går andetsteds hen,
hvis de selvskrevne gæster alligevel ikke gider være med?
For festen skal jo holdes.
Gode
undskyldninger
De er gode at have ved hånden. Undskyldningerne. Både de
gode og de dårlige. De sidste kan man også komme langt med.
De er jo ganske gode, undskyldningerne hos Lukas. At passe
sin mark, se til sine dyr, tage sig af sin kone. Det er jo
det vi alle gør, når vi tager vare på vores liv og
tilværelse.
Men, det dur altså ikke. Ikke en gang de bedste
undskyldninger er gode nok, når det gælder. Gælder hvad?
Ja, selvfølgelig at høre Evangeliet og deltage i den store
fest og det måltid, der bydes på og indbydes til i hvert
eneste sogn søndag efter søndag. Men det dur altså ikke at
sende afbud, hverken til det ene eller det andet, som om
livets krav og kristen tro kan spilles ud mod hinanden som
om det første, menneskelivet, altid skulle være vigtigere
end det andet, kristenlivet. Menneske først, og øh´ ´va så?
Tænk, hvis folk begyndte at komme lidt for sent hver morgen
til arbejde, fordi de gik til morgensang i deres kirke.
Erhvervslivet, eller hvad det liv nu hedder, ville nok ikke
betragte det som nogen særlig god undskyldning. Men måske
som et nyt og anderledes aspekt ved de efterhånden lidt
trivielle fyrings- og prikkerunder, eller hvorfor ikke gøre
det til et helt nyt krav ved de kommende
overenskomstforhandlinger. Hvorfor ikke? Vi er jo dog et
kristent fok i tusind år. Eller er det måske bare en dårlig
undskyldning for noget helt andet? – en interessant
tanke!
Christian Ulrich Terp,
Slesvig