Bebudelse
Lukas 1. 26-38

Vi er alle en bebudelse. Hvert eneste menneske har en bebudelse som en selvfølgelig forudsætning for sit liv. Vi har alle sammen vores fælles menneskelige begyndelse på en grænse mellem intethed og til-værelse. Hver eneste menneskeskikkelse, der findes på jorden eller ligger som støv på kirkegården var en bebudelse.
Ingen af os kan huske noget som helst om det, men vi ved, at budskabet om os er blevet sendt ud som endnu formløse trykbølger i den familie, som nu skulle forholde sig til budskabet og bebudelsen af os. Forhåbentlig et glædeligt budskab.
Mange har også haft den oplevelse selv at få lov til at sende en bebudelse i omløb, når en ny generation meldte sig og hele familien rykkede en plads på historiens bænk. Mange har modtaget bebudelserne, nogle med glæde, nogle med bekymring, nogle med forargelse og nogle med det, der er værre.

Lukas

Inden vi vender os til Maria, skal vi opholde os ved Lukas. Ham, der skriver og bringer bebudelsen i omløb. Han har en plan. Den er meget tydelig i de to første kapitler af hans evangelium. Indledningen, der rummer de såkaldte barndomsfortællinger, legender og hvad man ellers vil kalde det, der ikke er nagelfast realistisk reportage.
Det er faktisk det bedste, og her gemmer sig for øvrigt også hele den danske folkekirkelige julekristendom med at ”det skete i de dage”. Det ”svagt” bevidnede viser så tydeligt, at det nye testamente ikke er texter, man skal forholde sig rationelt til, men at de allerede selv fra starten er prædikener. Derfor kan vi heller ikke prædike over dem, men prædike videre på dem.

Menneske

Det er så konkret og ligetil hos Lukas, at man tror det er løgn. Så enkelt kan det da ikke være. Pointen er nemlig, at når det forkyndes i den kristne menighed, at GUD BLEV MENNESKE, så er der kun én måde, det kan ske på. Så må Gud blive menneske, som alle andre mennesker bliver det. Gud skal undfanges, Gud skal ventes og bæres af en kvinde, Gud skal fødes som mennesker bliver det; - kort sagt GUD SKAL HA´ EN MOR!
Ligesom jeg har det. Ligesom alle andre har det. At Gud bliver menneske skal ikke forstås som en religionsfilosofisk metafor, allegori eller lignelse af finere, svævende teologisk art. Det er virkelig tale om at blive kød. Blive født som et lille skrigende menneske.
Så skal Gud også bebudes. Det sker i marts, i den tredie måned, så det til sin tid passer med, at Gud bliver født i den 12 måned. Som alle mennesker, sådan også Gud, da Gud blev menneske. Bebudelse, svangerskab og fødsel.

En gammel kone og en ung pige

Først var der en gammel barnløs kone Elisabeth og hendes lige så gamle og lige så barnløse mand, Zakarias. Denne gamle kone bliver bebudet, at hun skal blive mor og føde en dreng, Johannes, der skal blive den store bebuder af det, der snart skal komme.
Og nu er der så også en ung forlovet pige, Maria, som pludselig bliver bebudet, at det er hende, der er udvalgt til at bære Gud ind i menneskeligheden.
En gammel kone, som ikke kan få børn, og en ung pige, som godt kan få børn, og har lagt planer for, hvordan det skal være – hver for sig bliver de revet ud af det, som den ene tror, at der ikke kan laves noget om ved, og som den anden tror, at det skal være som skik og brug er med forlovelse, ægteskab og børn.

Udvælgelse

Det er ikke så attraktivt og ligetil at være Guds udvalgte, sådan som de, der føler sig udvalgt, tror det. Gud udvælgelse er menneskeligt og religiøst totalt utilpasset, og kommer på tværs.
Noa blev totalt til grin med sit bådebyggeri. Moses turde ikke blive leder, eller var falsk beskeden. Jonas skulle ikke nyde noget af at tage til Nineve. Esajas blev brændt med gloende kul på munden, så han kunne få den på gled. Elisabeth gemmer sig i månedsvis af skam over sin graviditet. Og nu er det så Marias tur til at blive revet ud af sine ungpigedrømme om en tilværelse efter skik og brug som tømrerkone i Nazaret sammen med Josef og en børneflok omkring sig.
Nej udvælgelse skal man passe på med. Den drejer ens tilværelse i uforudsete retninger og tager ingen hensyn til egne planer, drømme eller forventninger. At være Guds udvalgte koster.

Maria

Maria var en almindelig pige. Måske en tilfældig pige. I hvert fald ikke en pige og et menneske, som på forhånd var spået nogen som helst speciel rolle. Totalt ukendt, oven i købet fra Galilæa, en del af verden man ikke skulle vente sig noget godt eller særligt fra. Men, det er hende, der skal føde Guds Søn.
Hun kunne for den sags skyld have været en ung pige fra Vestjylland, så langt væk som muligt fra den del af samfundet og de kredse, som føler sig on-line med alt, hvad der er vigtigt og væsentligt indenfor de selvbevidste, trendsættende miljøer, der fortrinsvis trives i selvovervurderende storbysegmenter og på redaktioner for livsstils-programmer. Men, det er hende, der skal føde Guds Søn.
En væsentlig del af hele budskabet, både hos Lukas, og overalt i de bibelske beretninger, er, at Guds udvælgelse er menneskeligt totalt uforudsigelig, og den er båret af dette ene, at Gud gør, hvad der passer Gud.
Og nu er det Maria, der med ét slag bliver ramt af denne udvælgelse, for det er hende, der skal føde Guds Søn, for Han skal være et menneske, et bebudet, båret og født menneske. Det er hende, der skal være mor.

Sønnen

Af alle udvalgte er Marias Søn, Jesus, den mest smerteligt udvalgte. End ikke for Ham fuldbyrdedes nogen som helst form for religiøst glorværdig anerkendelse og succesfuld indførelse af et Himmerige for alle glade troende mennesker på jorden. Der er ingen som Ham, der skal bære de fulde byrder og konsekvenser af den udvælgelse at være Gud som menneske blandt mennesker.
Selv om Han er ”min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag”, selv om Han ”gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker”, selv om en himmelsk hærskare lovpriste Gud og sang: ”Ære være Gud i det højeste..” så ændrede det intet ved, at Hans bebudelse og liv fører Ham til korset.
Dér er Maria til sidst, stabat mater, og gemmer måske også der i sin søns undergang alle disse begivenheder i sit hjerte. Det er vel også det eneste sted man kan forholde sig til den slags oplevelser.

Bebudelse

Og nu, siden hen, efter påskemorgen, da det viste sig, hvad meningen var med det, at Gud blev menneske, er det stadig hjertet, der er det eneste brugbare sted for et kristent menneske til at opbevare budskabet om, hvad Guds bebudelse indebærer.
Nu er gudstjenesten det sted, hvor bebudelsen til stadighed kommer til orde. Igen en bebudelse af liv. En bebudelse af liv, der bryder dødens magt, og bebuder evigt liv. At have liv i vente både når vi døber, og enhver kan se at alt er liv; og når vi holder begravelse og ingen kan få øje på livet.
Lige meget hvor vi vender os hen møder vi Guds bebudelse af liv. Det var derfor Gud ville være menneske. Det var derfor Maria skulle være mor, og derfor kan vi nok tillade os at synge med på hendes lovsang: ”Min sjæl ophøjer Herren..” vel vidende, at lige så let denne lovsang nu får lov at klinge af sin bebudelse til os, lige så tung og svær har den været at synge for Maria, der bar og fødte med smerte, som enhver jordisk mor gør det.


Christian Ulrich Terp, Slesvig