1. søndag i fasten ( Matthæus 4. 1-11)

Gud uden undtagelse

Menneske først – kom nu!

Det var hårdt at komme igennem adventstiden. Al den unødigt langsommelige profetiske venten. Tidsspilde, når man ved, hvad der skal komme. Lad os få det med det samme. Lad os forcere processen, så vi allerede i dag kan opleve det, der først skulle komme om en måned. Lad al ting ske, før det sker!

Menneske først – endelig!

Men, så skete det – langt om længe. Jesus blev født, og julen ville ingen ende tage i den selvfølgelige kirkelige lovprisning af barnet. Gud, der om sider var blevet menneske. Det store guddommelige under lige midt i centrum af i den danske folkekirkelige selvforståelse, der som sådan understøttes af staten.
Selvfølgelig, som menneske. Sådan kom Han. Som forventet og som vi vidste på forhånd. Som os, som os selv. Til at kende og til at forstå; menneske, menneske! Intet fremmed mere. Så brugbart, så konkret, ligefremt, og – helt naturligt.

Menneske først – men ikke for meget

Men var det nu så naturligt, da det kom til stykket. Var det så velkomment. Var det så forståeligt og ligetil og let anvendeligt, - ønskeligt -, da Gud blev menneske.
Er den tanke efterhånden slebet helt væk, at Guds menneskelighed er det, vi vender os allermest imod; at der ikke er noget et menneske frygter mere end dette, at Gud virkelig blev menneske; at lovsangen under sit ”velkommen igen” gør alt, hvad den kan for at synge budskabet tilbage til himlen, hvor det kom fra – og hvor det ingen skade gør og kan tilbedes i behørig og ufarlig frastand. Da, det skete; da det vi ventede på blev virkeligt, var det i samme øjeblik for meget.

Menneske først – på visse vilkår.

Det er så dyb en modsigelse i alt, hvad der er menneskeligt, at vi på den ene side skriger på det menneskelige og påstår, at det er det, vi aldrig kan få nok af, men i samme skrig fornægter alt, hvad der er for almindeligt menneskeligt.
Vi bryder os ikke spor om at være mennesker, hvis det betyder, at vi kun er mennesker. Hvis vi skal være mennesker, så skal det være noget særligt. Det er frem for alt det, man kan vente sig med fuld ret af Gud, når nu Gud bli´r menneske.
Han skal på rette tid og sted træde ud af det menneskelige og gøre det til noget særligt; en undtagelse fra sig selv. Jo mere anderledes Han er, når Han er menneske; jo mere anderledes end vi, når vi er mennesker, jo mere tilfredse er vi.

Menneske først – men helst som gud

Dette menneskelige ørkenland bliver Jesus drevet ud i. Efter fyrre dage uden vand og brød må Han være mør. Det ville ethvert andet menneske være. Mennesker skifter hurtigt mening under pres, og finder hurtigt frem til den mening, som taler for at redde sig selv. Hvis nu Han virkelig er Gud, så er der da ingen grund til, at lade sig udsætte for banal menneskelig nød, tvang og afpresning. Gør som vi andre: Spring fra i tide.
”Vis dem dog, at du er en rigtig Gud, som er en undtagelse fra deres menneskelige lidelser. Vis dem, at du kun er som dem, når det er behageligt at være menneske; men når det gør ondt, så kender du vejen ud og reserverer dig. Det er det, de vil ha´. Vis dem vejen ud af elendigheden som mennesker. Gør dig til en rigtig Gud, som de kan se, er noget andet end blot et menneske. De kan ikke forstå det, de vil væmmes ved dig som Gud, hvis du ligner noget ubehageligt. De vil aldrig tilgive dig”:


Menneske først – men gerne i det høje

Men berømmelsen, må man selvfølgelig tage højde for. Den er grundlag for gennemslagskraft og markedsandele. En moderne Gud kan ikke klare sig uden medierne. Seertal, det er det, der tæller og det, der giver penge. Lidt til dig og lidt til os. Nej, meget til dig og meget til os. Det er lige hvad markedet venter på og tørster efter. Det kirkelige opsving er i gang!
Gud vil komme på dagsordenen som aldrig før. Dette er kirkens mulighed for at genvinde sin placering. Kom så med de enkle og klare budskaber, som fortæller sig selv af egen kraft ind i millioners hjerter og skaber resultater af uhørte dimensioner; når helt der ud, hvor ingen prædiken eller svære ord og bibelske tanker nogen sinde har formået at nå.
Spring ud fra et tårn. Gør en guddommelig tryllekunst. Leg en leg med liv og død. Risiker det ultimative, med drej af i sidste øjeblik. De vil elske det. Det er underholdning. Det er mere end det. Det er i ordets sande betydning guddommelig underholdning. Gør det, gør det! Vi skal nok være der. Hvad skal vi med en Gud i det skjulte, når lyset nu er sat på verdens scene?


Menneske først – og alt eller intet

At herske over alt og være sin egen magt i verden er den stærkeste og mest uudryddelige menneskelige drøm. Overblikket fra det høje, - hele kompasset, horisonten, kloden og universet rundt. Denne største drøm, der også er det største problem. Drømmen, der i sin opfyldelse vil være al tings undergang. Det største og mest fundamentale billede på ordet, vi af al magt søger at bekæmpe, fortrænge, ignorere, glemme og fortie: ordet synd.
Det første bud, der som det første og vigtigste går lige til sagen: ”Du må ikke have andre guder end mig”. Det nævner syndens mest fundamentale træk, at den er drømmen om os selv som livets ét og alt.
Dette modbydelige ord som rammer os, lige meget hvor og hvor godt vi søger at bringe os i sikkerhed; ordet, der bliver ved med at råbe højt på gaden og hvisker i det skjulte, at det er os, der er problemet. Mennesket er sit eget livs og verdens største problem. Og det vil vi så herske og regere med og lade være magten i verden, og måske endda til akkompagnement af tro og lovsang.


Menneske først – og kristen så

Sådan går fristelse og forfængelighed hånd i hånd, og de vil nå uanede højder og til sidst deres mål, hvis ikke der den dag var kommet et menneske, der var Gud, og sagde, at vores drøm var løgn.
Derfor var det en rystende begivenhed i julen, og ingen glad kirkelig selvfølgelighed, da Gud blev menneske. Da kom det hele så tæt på, at vi menneskeligt, ansvarligt og skyldigt blev stillet ansigt til ansigt vores tilværelse både for Gud og mennesker. Nu kunne der ikke mere snakkes menneskeligt udenom.
Og sådan bliver en ramt og såret menneskelighed til en kristen kirke, da Jesus i Guds navn vender ryggen til alle vore Fandens forsøg på at holde snakken gående – fordi Han blev menneske og var Gud. Blev ved det og ikke lod sig lokke af andet og bedre. Blev ved Guds, blev ved sit, og blev ved os; for tage alt det på sig, som følger med selv for Gud, når Han vil elske mennesker ved at være menneske. Gud uden undtagelse.
Sådan går fristelse over i Faste, og det er noget helt andet end from spisevægring og bodsøvelser på tomme kalorier. Fasten er den tid, hvor vi af Guds nåde får så meget nyt og anderledes at tænke på, at vi måske glemmer at spise, men ikke mærker sulten, fordi Ordet nu endelig blev kød!

Christian Ulrich Terp, Slesvig