4. søndag i advent ( Johs. 1. 19-28)

At være noget – eller være sig selv – det er sagen

Det er ved at være en meget udbredt opfattelse, at man skal være noget, og helst noget særligt, før man kan blive taget alvorligt af andre og respektere sig selv. Man skal være kendt, og først når man på denne måde skiller sig ud fra det almene er man blevet sig selv og kan være sig selv bekendt.
Det begynder meget tidligt og medieunderholdningen sætter dagsordenen. Melodi grand prix for børn, scenen er din, kom til audition og vær med i den nye popgruppe, bliv den nye solist, eller kom til fotosession og bliv den nye supermodel, eller vær med i en prøvefilm. Folk står i kø i tusindtallige skarer. Det er det man gerne vil. At komme ind i den verden hvor man er sammen med andre kendte og hvor man måles på berømmelse lader sig se og høre – det er sagen.
Johannes fik også budet. Hvem er du i forhold til alle de andre kendte? Det må vi vide, for at vi kan placere dig og forholde os til dig. Er du den eller den eller en helt tredie, som vi allerede kender, og som vi nu kan kende dig på. Skab din profil i forhold til de kendte rollemodeller.
Hvorfor slog han ikke til? Hvorfor sagde han ikke bare, at han var en ny kloning af den eller den af de berømte og ansete fædre. Det ville da have været nemt. Folk ville være tilfredse, og Johannes ville kunne have drevet det vidt i en sådan hungrende verden.
Det var jo blevet sagt om ham, ”at han skulle blive til fryd og glæde; at han skulle blive stor for Herren og fyldt med Helligånden skulle han være den, der førte mange af Israels børn tilbage til Herren deres Gud.” Var det ikke nu han havde chancen og tiden var inde til det afgørende gennembrud, der viste, hvem han var?
Nu har Johannes selvfølgelig ikke haft noget kendskab til Lukasevangeliet, som det netop citerede stammer fra. Han har heller ikke kendt noget til Johannesevangeliet, som nu fortæller om ham. Men alle evangelisterne er enige om, hvem han var. Han var et menneske, som skønt han var udsendt af Gud, som Johannesevangeliet forkynder om ham, underligt nok var i besiddelse af en chokerende form for ydmyghed. Han skulle vidne om lyset, men han var ikke selv lyset.
Hvem kunne ellers stå for den fristelse at bade sig i lyset, når nu det faldt på en. Gud eget lys. Hvem ville ikke gerne have sin rimelige menneskelige andel af en sådan stråleglans som en fortjent godtgørelse for veludført indsats.
Selv om man i første omgang ikke begriber Johannes og måske endda irriteres over hans selvundervurderende ydmyghed, så vokser han dog frem i de bibelske fortællinger som et betagende menneske, fordi han har dette mod til kun at være sig selv. Hvem er du, Johannes? JEG ER MIG! JEG ER JOHANNES!
Det er altså det, evangeliet handler om. Det er det, han skal være budbringer for: et lys, der nu skal skinne i verden. At være sig selv, når Guds lys falder på en, gennemlyser en og afslører alt det, som mørket og skyggerne så nådigt har sparet os for at se om os selv. Hvem tør så stå ved det, der nu er kommet frem i lyset og om så lidt sige: Det er mig!
Når Han kommer, som Johannes siger, er på vej, så gælder det frem for alt om, at et menneske ikke skal være noget andet end det ,det er. Vi skal ikke vise os frem eller tage os ud i forhold til en eller anden personlig profil. Vi skal være os selv, og af det skal det blive noget helt nyt. Lyset skal ikke blot afsløre alt med sin klarhed, men frem for alt skabe et nyt liv for mennesker, sådan som Guds lys altid er skabende i alt det, som det falder på.
Det var ikke et svar og en forkyndelse som folk brød sig om. Hverken hos Johannes som kom, eller hos Ham, som skulle komme, eller når det samme budskab endnu forkyndes i den kirke, der kom ud af det.. Man vil ikke identificere sig med det, når man ikke kan komme til at spejle sig i noget stort, kendt og betydningsfuldt, men bare må nøjes med at se sig selv.
Dermed er Johannes, Jesus og evangeliet vejet og fundet for almindeligt til, at det kan tages alvorligt. Pinligt. Ikke noget at vise frem. Ikke noget at være bekendt, når man ikke bliver kendt.
Hvor ofte er det ikke der, vi ender, når vi vil ses i stedet for at se; høres i stedet for at høre; være noget andet end det, vi er. Folkekirken kan ikke nøjes med bare at være en menighed af mennesker, som forsamles om at høre evangeliet. Der skal mere til i en moderne selvbevidst tid. En præst kan ikke nøjes med at være præst, men skal være mange andre ting, før det er alvorligt ment. Vise sig på offentlighedens scene og være medspiller i tidens rollefag og kompetencer.
En kirke skal lignes ved noget andet end en kirke, siger de kritiske debattører, som aldrig kunne tænke sig at opholde sig i en kirke, men alligevel ved alt om, hvad der skal til, for at kirken kan få en relevant og forståelig, nyttig gennemslagskraft som samfundsinstitution. Men ”problemet” med kirken har altid været, at den bygger på et fællesskab, hvor mennesker tør gå ind for at blive sig selv og slippe for at skulle leve op til at være alt muligt andet.
Selv om menigheden både i sig selv og i sit møde med evangeliet altid har lyst til noget andet og fristes til at søge det mere overkommelige livsgrundlag, tilpassede holdninger og moralsk overkommelighed tilsat god samvittighed, så står Johannes foran os med en ubestikkelig ærlighed og bringer sit vidnesbyrd om, hvad det vil sige at være et menneske overfor Gud.
Johannes er det første værn imod det menneskeligt ultimative plattenslageri med religion i Guds navn – blot for en egen skyld. Han var det første varsel om, hvad der skulle komme og hvad der skal blive i al evighed. Et lys som er Guds og ingen andens. Et Ord, som er Guds og ikke vores. Et liv , hvor vi som os selv og intet andet skal stå til regnskab overfor Gud og der igennem overfor os selv og andre.
Den ærlighed gik Johannes til grunde på som menneske, og Jesus gik til grunde på det samme både som Gud og menneske. Nu er der så kun os tilbage i verden. Men lyser skinner stadigt for dem, der tør se det. Og ordet lyder stadig for dem, der tør høre det.
Måske råbte Johannes for døve øren derude i ørkenen, hvor han citerede Esajas: ”Ban Herrens vej, gør hans stier jævne.” Spørgsmålet er ikke, om Johannes blev til Esajas ved at citere ham. Spørgsmålet, som evangeliet stiller os, er, om der er nogen der tør gå på denne banede vej som os selv, eller om vi stadig hellere vil vente med det indtil vi selv synes, at vi er blevet til noget andet og bedre – end os selv.

Christian Ulrich Terp, Slesvig