Sidste søndag efter hellig tre konger - Matthæus 17. 1-9

Forklaring og forklarelse.

Moses gik op på et bjerg - og kom ned med Loven. Jesus gik op på et bjerg - og kom ned med Ordet.

Det skulle vel komme ud på ét. Ord er vel ord, hvad enten de er skrevne eller talte. Og så dog alligevel ikke. Det kan en hel advokatstand bevidne, at det ikke er. Det skrevne er det sikreste. Der står, hvad der står. Man kan slå det efter. Skriv det ned!

Det, der er sagt og hørt, ord der bare er gået gennem luften fra mund til øre, kan der så let opstå tvivl om. De kan blæse væk for den mindste vind. Man kan løbe fra det, der er sagt, eller man husker ikke så godt, og det kan forstås på flere måder; og man er måske ude af stand til at genoptage kontakten med den der talte, for at efterprøve meningen.

Jo, man skal passe på med mennesker og deres ord og alt, hvad de har for. Det måtte Moses sande, da han kom ned fra Sinai med førsteudgaven af loven og smadrede den i raseri over folkets ulyst til andet end det, der behagede dem selv.
Anden gang lykkedes det, og så var det banket på plads, og det var på høje tid, at folk fik noget at holde sig til og noget at blive holdt på plads af . Loven er god. Den har forklaring på livets store og små spørgsmål, og den forklarer, hvad man har at holde sig til. Du må ikke! Du skal!


Da Jesus gik op på et højt bjerg sammen med sine disciple Peter, Jakob og Johannes var det ikke for at give dem en ny lov at komme ned med, men for at vise dem, hvem Han var. Men de fik ingen forklaring. De så en forklarelse.

Men var det ikke det samme? Er det ikke bare en gold strid om ord at skelne mellem forklaring og forklarelse? Det er dog det samme, af samme rod – at forklare. Nej der er faktisk en forskel, ikke blot en lille ubetydelig af slagsen, men en uendelig forskel.

Når jeg får en forklaring, så håber jeg, at jeg kommer til at forstå det hele. Det er jo det forklaringen er til for. Det er et godt pædagogisk princip, ligesom en klar lov giver klare bud, skal det, der ikke er forstået, have en forklaring. Man har nået et resultat og opfyldt et formål. Alle er glade og føler sig trygge og sikre.

En forklarelse derimod er noget andet. Når jeg møder en forklarelse, så falder der lys over noget, som jeg aldrig har tænkt på, men som jeg nu kommer til at tænke over. Eller noget, som jeg troede, at jeg vidste alt om og havde forstået til bunds, kommer til at stå for mig i et helt nyt lys og kalder nu på en helt anden forståelse; uden at jeg af den grund behøver at have forstået mere af det nu end før. Måske er det hele blevet mere gådefuldt, tankevækkende, smukt – og indgår nu i en dybere og væsentligere samtale med det, som jeg trods alt ved og forstår.

Da Jesus kommer ned fra bjerget med sine disciple, har de ikke noget med sig, som de med det samme kan gøre brug af for at forandre eller forbedre verden. Det var der faktisk stadigvæk god brug for. Det første der møder dem ved bjergets fod er ikke mindre kaotisk end det, der mødte Moses. Folk skændes på livet løs og er frustrerede over, at ingen af Jesu disciple kunne helbrede en månesyg dreng. Og nu har de så oppe på bjerget bare haft et syn, som de ikke kan bruge til noget. Ikke det allerbedste udgangspunkt for markedsføring af kristendommens nytte og kompetenceprofil.

Dette dilemma mellem kontant forklaring og uhåndterlig forklarelse præger også hele hellig tre kongers tiden, som vi nu tager afsked med. Mere præcist er det epifaniens tid, den tid hvor Jesus kommer til syne, giver sig til kende, og viser, hvem Han er. Nu får vi syn for sagn. Selv giver Han os nu syn for profetierne og loven. Vi skal se, at det hele handlede om Ham, og evangeliets Ord i mund og ånd lå gemt som livet i lovens sten og skrifttegn.
Det begynder med de vise mænd fra Østerland, der kommer og ser Ham som det nyfødte barn, der er den nye konge og verdens frelser. Derefter skal vi se Ham som den tolvårige i templet; ved brylluppet i Kana; som helbrederen af spedalske og syge; som den der er herre over storm og bølger; som Ordet i marken med ukrudt. Og nu til sidst ved epifaniens og tilsynekomsternes ende skal vi se Ham sammen med disciplene på bjerget , hvor Han ligesom ved sin dåb ud af himlen kaldes for Guds elskede Søn, som Gud har fundet velbehag i, og som disciplene skal lytte til.
Helt lysende klart har de nu set den store sammenhæng. De ser ind i Guds eget lys, tanke og ord. Det største man kunne tænke sig. Så skulle alle gåder være løst og al tvivl vejet bort. Nu var det der bare. De havde selv set og hørt det hele.

Det er mærkeligt med disciplene, at hver gang de møder en forklarelse, så tror de, at det er en forklaring, og derfor viser det sig, at de alligevel ikke har forstået noget. Ikke endnu. De har ikke forstået, at den himmelske herlighed de har set på bjerget skal gå ned ad bjerget igen for at blive ved jorden og gå gennem lidelse og død på jorden. Først, når det er sket og de har set det med, først da skal de få noget at tale om. Det er først efter påske og opstandelsen, at de ser forklarelsens betydning, og så begriber de det endeligt. Så skal de tale, forkynde det – sige det videre - til andre menneskers forklarelse.

Oppe på bjerget troede de, ”at det var godt de var der”, at de kunne gøre nytte i den store guddommelige sammenhæng, og derfor kom Peter på den idé, at de skulle bygge hytter oppe på bjerget. Så kunne de bliver der, hvor de i himmelsk lyksalighed kunne holde andagt med patriarker og profeter i evighedens glans.
Men det var alligevel ikke så god en idé. For der er den mulighed, at Peters udbrud betyder ”det er godt at være her”. De troede, at det var oh så godt at være i himlen så snart og så hurtigt som muligt. Men de skulle komme ned på jorden igen, tilbage til alle de menneskelige realiteter, og få syn for, at det var dér det skulle være godt at være; og hvis de endelig ville noget med den forklarelse de havde oplevet, og hvis de havde lyst til at bygge hytter i den anledning, så var det kirke-hytter de skulle bygge på jorden, grundlægge kirkebyer, hvor Ordet skulle forkyndes til gavn for mennesker.

Det var dejligt at være oppe på bjerget ”med strålekrans om tinde”. Men det var nede ved bjergets fod, at det indtil videre skulle være ”godt at være – i Herrens kirkeby!”

Christian Ulrich Terp, Slesvig