På opfordring fra Skjern Sogns menighedsråd blev forskellige tidligere Skjern-boer bedt om at fortælle, hvor de var blevet af i verden, og hvilken betydning opvækst m.v. i Skjern havde haft for dem.

Således udfordret, - skrev skrev jeg følgende:


Fra Skjern til Slesvig

Jeg er ikke født i Skjern, men jeg er vokset op i Skjern fra 1957, hvor jeg i 60-erne fik min skolegang på Kirkeskolen og senere studentereksamen i 1971 fra Vestjysk Gymnasium i Tarm.
Derefter studerede jeg theologi i København og blev i 1979 sognepræst i Glyngøre, Sæby og Vile sogne i Salling, og siden 1991 har jeg været præst i Sydslesvig for den danske menighed på Frederiksberg i Slesvig.
Når jeg nu således opfordret skal skrive lidt erindringer om min hjemegn set i et kirkeligt perspektiv må jeg begynde med bibelhistorien i mine allerførste skoleår på Kirkeskolen.
Vi havde frøken Petersen til kristendom. Vi havde klasseværelse i den gamle røde bygning ud mod skolegade. I de år var Kirkeskolen i en rivende udvikling, man byggede og byggede. Det første år havde vi rigtige tomandspulte med skrå opklappelig bordplade.
Jeg sad i vinduesrækken. De høje vinduer var kalkede to tredjedele op ad ruden. En pædagogisk foranstaltning, som skulle forhindre os i at tabe opmærksomheden til de mange spændende ting, der forgik udenfor på byggepladsen. Men jeg må indrømme, at jeg altid sad og stirrede på det matte vindue til venstre for mig, når frøken Petersen fortalte bibelhistorie.
Den hvide flade var som et filmlærred, hvor fortællingernes udspillede sig for mig fuldt synligt. Jeg kunne høre tømrerne arbejde udenfor, mens jeg fik fortalt om Noa, der byggede sin ark. Hele Josefhistorien udspillede sig på ruden. Der er faktisk overraskende store pædagogiske muligheder i kalkede ruder. Da jeg mange år senere gav mig i kast med Thomas Manns: ”Josef og hans brødre” kunne jeg igen se det hele for mig, hvilket er en stor hjælp, når man skal læse Thomas Mann.

Uden at jeg den gang vidste så meget om, hvad det betød, var jeg klar over, at kirkelivet i byen og på egnen var delt mellem missionsfolk af mange slags, KFUM og grundtvigianere. Min opvækst har aldrig været kirkelig, så jeg må vel sige, at jeg er et typisk barn af det folkekirkesyn, som udformedes i de år. Familiens medlemskab af folkekirken var indiskutabelt, men vi var ikke kirkelige.
Dette rummelige folkekirkesyn har jeg altid forsvaret, fordi kirken i Danmark nu en gang er en folkekirke. Så måtte der også være både tålsomhed og rummelighed. Om dette så var en berigelse for kirkelivet på længere sigt kan nok diskuteres, men det er en anden sag, der måske nu skal stå sin prøve i den standende kirkepolitiske debat om folkekirken, som jeg kan følge lidt fra sidelinien her i Sydslesvig.

Min konfirmandundervisning husker jeg selvfølgelig ikke i detaljer, men der knytter sig dog nogle enkelte erindringer til den, som jeg faktisk aldrig har glemt og som på en måde også har præget mig siden hen.
Jeg gik til præst hos Brandt-Nielsen. Der var ingen tvivl om, at jeg skulle gå til den grundtvigske præst. En gang fortalte Brandt-Nielsen os om sognepræster og kapellaner, og spurgte ud i forsamlingen, om vi vidste, hvori forskellen bestod. En, hvis far endda var medlem af menighedsrådet på den tid, kom for skade at svare, at kapellanen var sognepræstens bydreng. Brandt-Nielsen fik intet mindre end et raserianfald, så det har lært mig selv sidenhen, i min egen konfirmandundervisning, at man ikke skal stille andre spørgsmål end dem, hvor man er sikker på at få det ønskede svar. Svaret skulle selvfølgelig have været, at der ikke er nogen forskel, men det var for høj en pastoralteologisk skelnen til at vi kunne gennemskue det den gang.

Så begyndte også den obligatoriske kirkegang i Skjern kirke. Kirkerummet husker jeg som ret overvældende, og en lille konfirmand kan godt føle sig lidt klemt mellem de mange søndagsklædte voksne kirkegængere. Inspektør Søndergaard var kirkesanger i kjole og hvidt og ledte kirkesangen myndigt og kraftigt, som han ledte morgensangen på Kirkeskolen.
Altertavlen virkede også overvældende. Jeg var ikke i tvivl om, at det var der oppe ved alteret, at det skete. Det strålede med en myndighed, som også var lidt skræmmende. Det føltes særligt stærkt, når vi konfirmander skulle gå til alters.
Brandt-Nielsen havde os også med til undervisning i kirken og forklarede os hele indretningen og brugen af kirkerummet.. Vi kom sågar med op til alteret og om bag ved det. Det var lidt af et chok, at se bagsiden. Det var lige så gråt og almindeligt deromme, som når man trækker et klædeskab ud fra væggen. Der hang en bøjle. Det var som om helligheden brast. Herlighedens almindelige bagside gjorde et stort indtryk på mig. En mellemting mellem skuffelse og beroligelse.

Jeg husker tydeligt, hvad Brandt-Nielsen sagde til os den sidste time i undervisningen inden konfirmationen. Han sagde farvel til os med en bemærkning om, at når nu vi stod overfor at blive voksne og skulle gå ind i en ny del af vores tilværelse, så skulle vi tænke på, hvor vigtigt det var at få en god ægtefælle og skabe et godt hjem. Det var unægtelig lidt overraskende at blive konfronteret med noget sådant så tidligt i ens liv, men det var jo rigtigt, at det var vigtigt. Aktuelt blev det også en dag, og jeg fik faktisk en rigtig god kone og et godt hjem. Så nu, disse mange år efter er jeg faktisk taknemmelig for, at det blev sagt. Jeg er selv siden hen kommet for skade at sige noget lignende til mine konfirmander, og de ser på mig, som om jeg ikke er rigtig klog. Så alt er, som det skal være.

Senere, efter at jeg selv var blevet præst, havde jeg den fornøjelse at møde Brandt-Nielsen en del gange, og jeg glædede mig altid over hans gudstjenester, i Velling, Højmark eller Lem, hvor vi nu mødtes. Brandt-Nielsens gudstjenester, hans stilfornemmelse og hans præcise og vedkommende prædiker var det godt at lære noget af i ens unge år. Jeg slutter også mine kollekter med ordene, -” som med dig lever og råder i Helligånds enhed”, i stedet for ” .. lever og regerer. En prægnant forskel og sans for betydningens nuance, som for mig var typisk Brandt-Nielsen. Ligeledes var det en fornøjelse at følge Brandt-Nielsen som debattør, når har skarpt og ligefremt ytrede sig om ting, der lå ham på sinde. Altid at tale klart og ligefremt, ærligt og engageret og uden klerikalt flor.

Jeg gik også til latin hos pastor Fenger. Jeg var lidt dum, så jeg skulle ha ekstra timer, og det gik da også meget fint. Vi sad ude i havestuen i præsteboligen og kæmpede os gennem de puniske krige, plusquamperfectum dobbelt ablativ og participium og ”ham de kaldte nøleren”. Men jeg har lidt svært ved at forstå, at jeg egentlig fik fat i noget af al den latin, så jeg faktisk bestod med en god karakter, for det jeg husker allerbedst var pastor Fengers pibe, som han altid havde hos sig og tændte i en uendelighed, skønt det forekom mig, at der næsten ingen tobak var i den. Den fløjtede og peb. Id ita faktum est.

Willy Egmose blev organist ved Skjern kirke. Jeg kan ikke lige huske hvornår, men jeg har hørt Egmoses spille flere gange. En musikalsk kuling gennem orglet og en vitalitet i den musikalske ledelse af gudstjenesten, som gjorde stort indtryk på mig. I dag har jeg selv en pragtfuld organist her ved vores kirke i Slesvig. Det er noget af det samme. Han spiller som en ærkeengel, og så er han for øvrigt kun 16 år og et formidabelt talent.

Det hænder stadig, at jeg kommer på familiebesøg i Skjern hos mine forældre, men kirkegang bliver det ikke til. Men det bliver som regel til en lille tur rundt i byen. Skjern ligner sig selv og er alligevel forandret. Et par kendte ansigter fra fortiden passerer forbi.
Men nu, hvor jeg tænker over alle disse ting, savner jeg det lille grønne rangerlokomotiv, som baksede frem og tilbage med godsvogne mellem vandtårnet og vigesporet ud mod Præstegårdvej. Dets tukkende lyd hører med til erindringen om min barndomsbys musik og sære lyde. Men det tilhører nu alt sammen fortiden.

Christian Ulrich Terp, Slesvig