Tale – Gottorp Slotskirke
– 27. 7. 2004
ved
HM Dronningens, HKH Prinsens
&
Forbundspræsidentens
besøg
i anledning af
Slesvigs 1200-års byjubilæum
__________________________________
Ikke langt herfra der ligger der et bjerg, - ”aldrig
så jeg så dejligt et bjerg!”
Dog, bjerg og bjerg, det er nu så meget sagt. Nogle små
bakker med navnene Jordbærbjerget, Kapunbjerget og
Skolebjerget, de er i deres lidenhed det, der gør det ud
for bydelen Frederiksberg. ”Langt højere bjerge så
vide på jord man har, end hvor bjerg kun er bakke..”
Sådan er det nu en gang på det Frederiksberg, som vi har et
af her i Slesvig, såvel som man har det i København. Her på
vores Frederiksberg grundlagdes i 1950 den danske menighed,
og i Mansteinstraße ligger den danske præstebolig og
kirkesalen.
Frederiksberg er den yngste bydel i den forenede by
Slesvig. Her boede embedsmænd og andre ansatte ved den
Gottorpske forvaltning, og her havde man en del af
fødevareforsyningen til slottet. Gartnerier, et helt bjerg
af jordbær som sagt, et bjerg af kapuner og en karpedam.
”Det var på Fred´riksberg”
Frederiksberg menigheds område strækker sig ud over Hedeby
og Danevirke og langs Volden til Hollingsted, til Treja og
Øster Ørsted og forløber derfra tilbage mod Slesvig over
Jübek, Gammellund, ind over Gottorp Slot, og så er vi
tilbage, hvor vi begyndte.
Menigheden holder gudstjeneste i kirkesalen på
Frederiksberg, i forsamlingshuset
”Hærvejshuset” i Skovby, i en skolestue i Treja
danske skole, og her i Slotskirken.
Vi gør det på dansk i vore gudstjenester, både ritual,
salmer og melodier. Vi døber, konfirmerer, vier og
begraver, som en kirke skal gøre det, - og vi gør det også
på tysk, når der er behov for det, for vi bor også i
sprogenes grænseland; og for at fortælle hvem vi er, må vi
også tale dansk på tysk, så vore bysbørn og landsmænd lærer
os at kende som dansk mindretal med dansk kirke.
Mange af vore gudstjenester bærer præg af den typiske
sydslesvigske kirkesalskultur, hvor kirkerummet bliver
indrettet fra gang til gang og derefter pakkes sammen igen,
fordi lokalerne også skal bruges til andre formål.
Men
her i slotskirken er det meget populært at holde dåb,
konfirmation og bryllup. Det er som om det gælder for
kirkerum, som det gør for månen. Månen skal ha´ den farve
månen skal ha´, og en gang imellem skal en kirke altså også
være, som en rigtig kirke skal være.
Søjlerne og svalen med Marten van Achtens bibelske
billedbog omkranser kirkerummet, og Atlas fra den græske
mythologi bærer prædikestolen og præstens prædiken. At
dømme efter hans ansigtsudtryk er denne homiletiske byrde
ikke meget lettere end hele jorden og al dens klage.
Slotskirken har også været ramme om kongelige og kirkelige
begivenheder gennem tiderne f. eks. da prins Christian, den
senere Christian d. IX - Europas svigerfar- blev døbt her i
kirken i 1818.
Som man vil kunne se, er Slotskirken beriget med ikke
mindre end tre døbefonde, og så spørger man måske, som
mange danske gæster her i kirken ofte gør det, hvilken af
de tre fonde Christian d. IX mon blev døbt i.
Jeg ved det ikke, og jeg har spurgt mig for hos dem, der
måske ved bedre, men heller ikke de ved det. Men gør det
noget, når det kommer til stykket? Ligner det ikke mere en
tanke?
Vi mennesker har det jo med, at vi gerne vil vide alting
for at få styr på både vores liv og verden. Men netop i
kirken og ved dåben er der noget, vi ikke behøver at vide.
Nu afdøde biskop Helge Skov fra Ribe hæftede sig en gang i
en prædiken ved den historiske periode, hvor alle
opdagelsesrejsende ville finde de store verdensfloders
kildespring.
Helge Skov forestillede sig, at han selv ville finde Skjern
Å´s udspring i Tinnet Krat. Finde ét præcist kildevæld, som
var begyndelse og udspring. Men hvad fandt han? Han stod i
sine gummistøvler i midt i en dyngvåd skoveng uden at kunne
finde én præcis kilde.
Men, det var faktisk ingen skuffelse. Det var tvært imod en
evangelisk pointe. Kildespring, begyndelse, skabelse og
nåde fortaber sig for et menneske, fordi det er Guds.
Men et menneske står midt i det og lever af det.
”Alle mine kilder skal være hos dig! / Det er Gud
Faders den høje tale / til den dåb, som i jordens dale /
vor Herre Han bærer skjult i sig.
- Amen!