Åbent
brev til folkestyret
- fra en stemmeløs
af
Christian Ulrich Terp, Slesvig
____________________________
Kære
Danmark!
Den 24. 10. blev der udskrevet valgt til Folketinget. En
sådan begivenhed er både dramatisk og festlig.
Det er dramatisk, fordi hele det politiske liv og alle
politikere bliver kastet op i luften, og i løbet af tre
uger skal det hele falde ned igen og finde sin ordnede
plads og genoptage det politiske arbejde.
Selve valgkampen er nogle demokratiske festuger og
valgaftenen er noget ganske særligt, hvor man samles med
familie og venner og følger med i slagets gang.
Stemmeret
Alt dette bygger imidlertid på to grundlæggende faktorer.
For det første at der er almindelig stemme- og valgret, og
for det andet at danskerne tilhører et så oplyst folk, hvor
så godt som alle tager det som en selvfølge at afgive sin
stemme. Det er et privilegium, som skal indfries og holdes
ved lige gennem brug.
Menneskeret
Det er ikke alle lande, der har denne rettighed som en
selvfølge. Når andre lande banker på for at komme med i
vore politiske fællesskaber, så stilles der nogle krav til
ansøgerne om, at helt fundamentale betingelser skal være
opfyldt.
Det første og vigtigste krav er: Demokrati,
frie valg og almindelig stemmeret.
Stemmeret
er menneskeret.
Men,
nu forholder det sig sådan, at vi er nogle stemmeløse, som
ikke har de rettigheder. Og det lige midt i Europa, i det
danske demokrati og det tyske demokrati.
Jeg er nu på 16. år bosiddende dansk statsborger i
Sydslesvig og del af det danske mindretal her syd for
grænsen. Jeg er skatteborger både i Tyskland og Danmark.
Jeg har alle borgerpligter, men jeg mangler én ret. Jeg har
ikke menneskeretten til at stemme til et folketingsvalg;
heller ikke stemmeret til Landdagen i Kiel eller til
Forbundsdagen i Berlin.
Jeg er ikke den eneste. Hvor mange der er tale om, har jeg
ikke tal på. Men, når nu stemmeretten er en menneskeret, -
så må én jo være én for meget.
Dispensation
Jeg har dog den mulighed, at jeg kan henvende mig på
Generalkonsulatet i Flensborg og ansøge om at blive optaget
på valglisten i Danmark, i min seneste danske
bopælskommune.
Men der foretages en vurdering af, om mit ophold i udlandet
er af midlertidig eller permanent karakter. Der kan også
være andre kriterier. Hvis jeg er i tjeneste af offentlig
karakter, så har jeg måske en chance; men hvis jeg er
privat udrejst, så forholder det sig måske anderledes.
Nogle ville måske kunne få dispensation, andre ikke, og det
er jo så en form for demokratisk forskelsbehandling.
Jeg har dog aldrig benyttet mig af muligheden for at søge
denne dispensation ud fra den betragtning,
at
jeg ikke vil søge om noget, som andre ikke skal søge om,
fordi det er deres indiskutable
ret.
Intet
sker
Denne problematik har været rejst flere gange før i andre
sammenhænge end den sydslesvigske; også fremført af
politikere. Men, der sker ikke noget. Det er åbenbart ikke
en sag, som kan påkalde sig den fornødne interesse.
Det er uholdbart og diskriminerende. Det kan ingen
demokratiske lande kan leve med.
Løs
problemet!
Jeg vil have min stemmeret. Så enkelt er det. Der kan ikke
være argumenter imod det. Der kan være nogle praktiske
problemer, der skal løses, men at de også skal det, er der
for mig ingen tvivl om.
Grundlovens bestemmelser står måske i vejen, men de
dansk-internationale, europæiske, relationer har ændret sig
så markant i de seneste årtier, at en helt anderledes
dynamik nu gør sig gældende overfor Grundlovens
verdensbillede.
Jeg skal selvfølgelig ikke have dobbelt stemmeret, så jeg
både kan stemme til parlamentet i Danmark, Kiel og Berlin.
Jeg må vælge. Enten i Danmark eller i Tyskland.
Stemmeretten er én og kun én.
Hele denne problemstilling må de europæiske stater finde ud
af at bringe i orden af hensyn til deres borgeres
demokratiske rettigheder og respekt for det politiske liv.
Demokratiet levet af, at vi deltager og stemmer om det, som
er vores politiske fællesskab.
Ingen borger må henvises til at skulle leve under det
vilkår, at man ikke har stemmeret til det parlament, som
bestemmer de politiske vilkår for ens liv.
Med mine bedste politiske hilsener og ønsker for det danske
folkestyre og alle stemmeberettigede danskeres deltagelse i
det kommende valg til Folketinget!
________________________________
Artikel offentliggjort i Flensborg Avis 9.11. 2007
Mindretal og
globalisering
af Christian
Ulrich Terp, Slesvig
___________________________________
det danske
mindretal i en grænseløs tid. -
hvor er mindretallet om 10 år?
Tid
Når man stiller
spørgsmålet om, hvor det danske mindretal i Sydslesvig
befinder sig om 10 år, så burde man også for
fuldstændighedens skyld spørge, hvor mindretallet befandt
sig for 10 år siden, for 30 år siden – eller på et
andet historisk tidspunkt.
Hvad var
grundene til, at mindretallet så ud på en bestemt måde for
x antal år siden? Det skyldtes vel de forhold, som herskede
på det givne tidspunkt og som bestemte mindretallets profil
og arbejde.
Er det ikke den samme betragtning man burde anlægge i dag?
Hvordan er de aktuelle vilkår i Sydslesvig i dag? Hvordan
præger det arbejdsvilkårene? Men sådan spørger man ikke.
Fremtid
Det man spørger
os om syd for grænsen er: Hvad er jeres fremtid? Hvordan
går det? Hvor mange er I? Hvilke resultater kan I fremvise?
Stiller man det tilsvarende spørgsmål med samme energi om
Danmarks fremtid? Hvor er Danmark om 10 år? Hvordan går
det? Hvor mange er I? Hvilke resultater kan I fremvise?
Sådan spørger
man ikke, for Danmark er en stabil stat og et samfund, hvis
fremtid er en selvfølge uden hensyn til om den
samfundsmæssige og kulturelle udvikling det går op eller
ned.
Men for
Sydslesvigs vedkommende forholder det sig åbenbart modsat.
Vi vi skal med meget korte intervaller fremlægge en
forskudsangivelse for vores beståen, og forholde os til
vores eksistensberettigelse. Vi betragtes tydeligvis som en
labil undtagelse, så vi hele tiden skal forholde os til
vores eksistensberettigelse.
Resultater
Hvad resultater
angår, er det et faktum, at mindretallets udvikling fra
efterkrigstiden til i dag har været præget af stor
afspænding mellem det danske mindretal og det tyske
flertalssamfund.
Der er fundet
en samlivsform, hvor vi nyder frihed, respekt og tager
ansvar for vores del af samfundsudvikling og kulturel
dialog mellem dansk og tysk.
Men ved særlige lejligheder, for eksempel store politiske
kontroverser, mærker man dog stadig tysk modreaktion og
tryk – politiske fortalelser i munden på fra de
ellers så positive tyske politikere og andet godtfolk.
Men så svarer vi selvfølgelig igen, om end kun med de
begrænsede midler vi har til rådighed. Vel er vi de
mindste, men det behøver ikke betyde, at vi er de
svageste.
Danmark?
Som verden vender nu, er det Danmark, der stiller spørgsmål
til os og vores velbefindende.
Det er aldrig
os, der spørger til Danmark, men det burde vi måske gøre
noget mere, hvis vi skal komme i dialog om det danske
arbejde i Sydslesvig. og vores danske forbindelseslinier.
Der bør stilles flere spørgsmål fra Sydslesvig til Danmark.
Kritiske, medlevende og reelle spørgsmål som forudsætning
for dialogen samarbejdet mellem os som ligeværdige parter.
Hvad er det for et projekt Danmark har og har haft i
Sydslesvig?
Vi har i
Sydslesvig vænnet os alt for meget til, at
sydslesvigprojektet er til kun for vores skyld, og det
derfor altid er os og kun os, der skal stå til regnskab.
Klart
sprog
Denne
ensidighed og ubalance i dialogen ødelægger det fælles
fokus på sagen. Vi kender hinanden godt nok til at vide
helt præcist, hvad det drejer sig om, så lad os gå lige til
sagen og tale om det daglige arbejde og i fællesskab sætte
mål for fremtiden. Investere i den fremtid, som vi vil ha´,
fordi vi tror på den og vil præge den.
Efter min opfattelse understøttes det danske Sydslesvig
ikke kun for sin egen skyld, men også for Danmarks skyld.
Dette forhold bør man tydeligere indse vedgå fra dansk
side.
Grænseværn
Danmark har en
åbenlys blød sikkerhedspolitisk interesse i et fremskudt
dansk brohoved syd for grænsen og har derfor god gavn af at
have et kulturelt, politisk, dansk Dannevirke overfor sin
største og nærmeste landfaste nabo, Tyskland.
Danmark har
dermed også en åbenlys interesse i en international og
fortsat folkeretslig anerkendelse af Sønderjylland som en
del af Kongeriget. Den danske investering i det danske
mindretal i Sydslesvig er en investering i danske
interesser. En investering, der udtrykker sig gennem
kulturelle værdier og virkemidler. Om nødvendigt i kamp
eller sammenstød, men helst i værdigt og respektfuldt
samliv og dialog mellem os i det danske mindretal og den
tyske flertalsbefolkning.
Afklaring
Derfor mener
jeg ikke, at det store globaliseringsudtræk er en specielt
interessant problemstilling for mindretallet. Det forhold,
der virkelig trænger sig på, er dialogen mellem Danmark og
Sydslesvig på det politiske, kulturelle og folkelige
lokalplan.
På disse
områder har mange årtier været præget af ideologiske
statements. Dialogen om det danske grænseland har lagt sig
til hvile i verbale stereotyper. En rituel kædedans til
historisk musik.
Hvad er det for et Danmark, som Danmark mener der skal
findes syd for grænsen? En mindretalskopi af det danske liv
i Danmark? Hvad er det for et Danmark, som Danmark
forventer, at det danske Sydslesvig skal orientere sig
efter og leve op til? Er Danmark selv så entydig en
størrelse, som vi danske danskere selv tror?
Sprog
Med jævne
mellemrum opstår der en sprogdebat i sydslesvigske medier
og foreninger. Det er ganske naturligt, fordi sproget er et
vigtigt mellemværende i tilværelsen.
Men
sprogdebattens heftighed er med usvigelig forudsigelighed
koncentreret om det danske sprog alene.
For os i Sydslesvig er det en mærkelig krampagtig
synsvinkel al den stund vi lever i en århundredlang
tradition for flersproglighed. Tysk, dansk, plattysk og
frisisk.
Vi kan hver især og tilsammen lidt af det hele, og frem for
at opstille det nationalistiske dansk-etniske sprogkrav,
burde man meget hellere lytte til, hvor meget dansk der i
virkeligheden tales gennem de sprog, vi har til rådighed
hos os.
Efter min opfattelse har der ikke i nyere tid været talt så
meget dansk i Sydslesvig, som det er tilfældet nu. Aldrig
har dansk sprog, tankesæt og værdier haft så megen berøring
med det tyske samfund, og så tydelig en indflydelse overfor
det tyske, som det er tilfældet i dag.
Oplysning
Hvis jeg
alligevel skal bevæge mig ind i en global sammenhæng, vil
jeg stille spørgsmålet, om Danmark har noget helt
enestående at bidrage med til gavn for den globale fremtid.
Ja, der er én ting uden sidestykke: noget som er så helt
specielt dansk på den rigtigt fede måde:
folkeoplysning. Det er
Danmarks væsentligste grundstof. Men netop på
folkeoplysningens område har Danmark begået en
undladelsessynd af overvældende dimension overfor sit
mindretal.
Danmark
svigtede mindretallet igennem hele efterkrigstiden på
radiospredningens og senere tv-mediets område. Dansk
sendeflade blev aldrig en naturlig del at den mediemæssige
baggrundsstråling i Sydslesvig. Her blev en oplagt
folkeoplysningsopgave tabt på gulvet med et brag.
De seneste års astronomisk kostbare licens- og
sendetilladelser på det digitale mediemarked rummede ingen
som helst mindretalshensyn. Hvor blev der dog sovet i
timen.
Synlighed
Derfor opstår
der også sorte huller i dialogen imellem os. På trods af at
folkeoplysningen ikke nåede fra Danmark til Sydslesvig,
forlyder det nu. Med bagvendt logik, at skal vi i
Sydslesvig skal blive meget bedre til at synliggøre os
overfor det danske samfund og danske politikere.
Hvorfor dog
det? Hvorfor er det os, der skal vise os frem, når man i
Danmark for længe siden er ophørt med at orientere sig selv
og hinanden om det danske mindretal i fortid og nutid. Det
er da først og fremmest en dansk pædagogisk og
folkeoplysningsmæssig sag at formidle viden om det danske
projekt i Sydslesvig.
Kan det være rimeligt, at oplysning om det danske mindretal
ikke hører med til almindelige skolekundskaber i historie,
samfundsforhold og kulturkundskab. Hvorfor er Sydslesvig
ikke er en helt selvfølgelig del af almen dansk
skoledannelse? Var der ikke nogen her, der blev glemt?
Er det ikke ude af balance, når man i Danmark ikke
fortæller om os, når vi her hos os fortæller om Danmark i
en uendelighed?
Mindretal
Vi kalder os
mindretal. Det kan være praktisk at gøre det, men jeg tror
ikke begrebet er så entydigt, som vi gerne vil gøre det
til.
Der er mange
cirkler i billedet. De har ikke nødvendigvis samme centrum.
Der indgår også andre størrelser af andre former end den
klare cirkel. Det opstår delmængder, fællesmænger og nogle
gange identiske sammenfald.
Derfor tror jeg
heller ikke, at den mindretalspolitiske tendens, for ikke
at sige interne magtkamp, som for tiden pågår i Sydslesvig
mellem organisationerne i og omkring Samrådet har nogen
frugtbar gang ind i fremtiden.
Der er ingen
organisation, som kan påstå, at den har en sådan vigtighed,
at den skal være den overordnede mindretalspolitiske
hovedorganisation, der taler på alles vegne.
Sydslesvig er, hvis det skal trives, et samspil mellem
ligeværdige parter af forskellig størrelse, hvor det er den
fælles sag, der er det afgørende og ikke den politiske
ridebanespringning. Blandt oplyste folk kan hver mand tage
ordet.
Så det som vi alle, med denne tilsnigelse, kalder for det
danske mindretal, har det efter min opfattelse godt. Det
kan godt få det meget bedre, hvis Danmark finder sig selv i
forhold til os og vores virkelighed, og Danmark også lærer
at lytte til vilkårene for dansk liv i grænselandet.
Lukket
land
Til sidst et
råd til Danmark fra dets gamle hertugdømme. Gør op med den
lukkethed, der har præget dansk selvopfattelse i så mange
og lange tider, hvor det har været så svært for danskere at
forholde sig til andet end danskere. I vores sammenhæng
særligt overfor Tyskland.
Grænsen er ikke
det, den har været. Hvorfor så hæge om den i den danske
selvforståelse. Sydslesvig er kommet Danmark så tæt ind på
livet igen som ingen sinde siden 1864. Danmark når så
langt, som ordet går.
Hvem var det, der gjorde det muligt? Det var først og
fremmest det danske sydslesvigske arbejde igennem lange og
ofte trange tider.
Hvorfor spørger
I så om vores fremtid? Sig mig en gang, - hvad tænker I på?
Der er opnået meget. Skal det nu være et problem?
___